Når man var lille, var der næsten ikke noget bedre, end hvis man have nogle legehuse til haven både derhjemme og hos ens venner, eller hvis man endda havde nogle oppe i træerne.
Bare synet af dem kunne sende tankerne i retning af alle mulige forestillede scenarier, hvor man havde en udkigspost, måske var legehuset en ubåd, det kunne være en tidsmaskine, en transformator og meget mere.
Senere kunne det fungere som et klubhus, hvor det kun var indviede medlemmer, som der fik lov til at være med i huset, man indrettede efter, at man gerne skulle kunne tilbringe lidt tid derude.
Nogle træhuse og legehuse blev udviklet og tilpasset personligt, så man havde plads til at være i dem, sidde blødt, have lys, kister og meget mere i dem, så der var plads til en selv og vennerne, som man voksede sig større med alderen.
Her havde man måske ens første kys, man fortalte hemmeligheder til vennerne, delte uhyggelige historier og meget mere – for når legehuset ikke direkte hang sammen med resten af familiens hus, så følte man jo lidt, at det her var ens første rigtige hus.
Så står man der og kigger ud i haven som voksen og savner de sorgløse dage, hvor man som barn helt ansvarsløst kunne rende ud i haven og bruge tiden efter skole derinde sammen med vennerne.
Den tid er borte.
Men når man så selv får børn, så kan man jo købe legehuse eller lave dem selv, så man kan give den gave videre, som man selv voksede op med, og måske kan hele familien endda have nogle hyggestunder derude, inden børnene vil have stedet for sig selv.
Så kan man lave overnatninger derude, hvor man fortæller spøgelseshistorier og nyder godt bagværk fra huset derinde – der nu er helt tomt for mennesker.
